søndag den 14. december 2014

Sen efterskrift

Kære Lise

Du troede, at vi for længst var færdige med vores blog - og det er vi jo også. Og så alligevel.
Da vi kom hjem efter vores lange tur fredag til Ringkøbing og til Esbjerg, kom jeg til at tænke over, at vi på vores blog burde skrive, at den (bloggen), efter vi havde færdiggjort den, var blevet transformeret til en bog. Det var mit ønske, som jeg vist nok også i forløbet luftede, og som du på ingen måde modsatte dig.
Bogen er vi vist nok begge ganske godt tilfredse med. Den hedder, ikke overaskende, Erindringsglimt - en brevveksling mellem to søskende. Den blev på 407 sider med de fleste billeder intakte fra vores blog. Dog er enkelte udskiftet på grund af tvivl om ophavsrettigheder.
Bogen kan købes både hos dig og hos mig. Den koster kr. 299,00 plus fragt, hvis man ikke selv henter.
Bogen kan også købes fra forlagets hjemmeside  
bod.dk
Men her er den ret dyr. Den kan også købes via vores hjemmeside (min kæreste Lise og jeg) 
liseogkajalbert.dk
Og endelig har du også eksemplarer til salg. Til søster Lise kan du bruge en mail, der hedder 
liselegarth@gmail.com


Sådan ser forsiden af Erindringsglimt ud. Den er udgivet på Forlagt BoD, et tysk gør det selv forlag, der udgiver selvgjorte bøger til priser, som almindelige mennesker kan betale.

Du ved, jeg har udarbejdet et såkaldt rettelsesblad til bogen, som jeg har kopieret ud vedlagt nyligt solgte bøger. Men bloglæsere har ikke haft mulighed for at justere deres læsning med "de faktiske forhold i jernindustrien".
Den mulig får de nu ved at læse kommentarerne til indlæggene
Bedstemors fest, dateret 30.01.2013
Præsentation af storfamilien, dateret 30. januar 2013
Nu med knallert, dateret 4. februar 2013




















lørdag den 1. februar 2014

Dette er hvad vi valgte at bringe.

Kære Kaj                                                        Lørdag den 1.februar 2014

“ ” Let it grow, let it grow. Let it blossom, let it flow”, hvorfor ikke tage Eric Clapton på ordet og lade det frø gro, som jeg forsøgsvis plantede I dine tanker for et livskapitel og en flytning siden.”
Sådan skrev jeg tilbage til dig lørdag den 2. februar 2013 som svar på dit første spæde indlæg i det, som hen over det næste år skulle blive vores fælles erindringsprojekt.
Omstændighederne omkring det frø, husker jeg tydeligt. Du boede stadig i Mellemgade i Ringkøbing. Johan og jeg var på besøg. Hen over frokosten fremviste du med stor begejstring og velbegrundet stolthed den jubilæumsbog, som du i forbindelse med Ringkøbing Skoles jubilæum havde været meget aktiv omkring og medforfatter til. Jeg fornemmede din begejstring ved at skrive og kunne af det jeg læste se, at du også mestrede disciplinen, så det var interessant for andre.
Du var ikke straks med på ideen. Var lidt forbeholden og nølende omkring formen: breve til hinanden? Ja, jo, ved ikke, måske. Frøet fik lov at ligge. Jeg lod dig dog ikke slippe så let. Vi tog jævnligt snakken op. Du forsikrede mig om, at vi ville komme i gang en dag med et eller andet. Men tiden var ikke lige moden. Det forstår sig. Du stod midt i at flytte dig et andet sted hen. Mentalt og fysisk. Lise var kommet på banen, livet tog en ny drejning. Du havde fokus på nuet. Til din 70 års fødselsdag pustede jeg igen lidt til ilden ved at give dig en hjemmelavet billede-/erindringsbog om vores hjem.
Heldigvis var jorden i løbet af januar 2013 gødet tilstrækkelig til, at du var klar. Hurtig fandt vi ud af, at mail ikke var den perfekte form. Brevveksling var ok, men hvordan holde styr på det? Jeg introducerede dig til bloggen og SÅ kørte det for os.
Vi kastede os ud i processen uden at planlægge struktur og retning. Vi skrev, hvad der faldt os ind. Undervejs blev det tydeligt, at vi var styret af forskellige input og der tegnede sig et billede af to på en gang meget forskellige søskende og alligevel på andre områder to søskende med fælles karaktertræk.
Vi er nået i mål. Vi er opdateret og der er ikke mere at fortælle. Og dog. Som du skriver, er indlæggene udtryk for det, der i gerningsøjeblikket løb i pennen. Vi kunne have valgt andre emner, andre ord. Vi kunne have udeladt noget og uddybet andet. Dette er, hvad vi valgte at bringe.
Det er ikke uden vemod, jeg sender dette sidste indlæg i luften. Skriveriet har for mig været en afstressende og livgivende proces. Jeg har altid kunnet lide at skrive, men det unikke ved dette skriveri er, at der har været en interesseret og lydhør modtager.
Og hvad så nu? Du har hele vejen igennem puslet med tanken om at redigere materialet til en bogudgivelse til vore nærmeste (og hvem, der ellers kunne være interesseret. Mon der er nogen af dem?). Den tanke ligger stadig som et frø hos mig. Her er rollerne byttet om J. Jeg har puslet med tanken om, at vi med foredrag i sognegårde og pensionistforeninger, kunne inspirere andre til at kaste sig ud i erindringsskriveriet (som der tilsyneladende er stor interesse for). Lad os se, hvor det ender.
Jeg ved, du skriver på en erindringsbog om Astrid. Selv har jeg besluttet mig for at skrive en (lukket) blog til og om mine børnebørn. Vi kan åbenbart ingen af os undvære skriveriet.
De sidste ord fra mig på denne erindringsblog skal være en stor tak til dig, brormand


Tak at du lod frøet spire og vokse, tak for processen og for resultatet.


onsdag den 29. januar 2014

Fra Ringkøbing til Nykøbing. En ny rejse begynder


Nykøbing torsdag den 30. januar 2014


Kære Lise

Så kom vi også forbi Sivested Odde og sommerhuset i Dejret. Især Sivested Odde lærte vi at kende som stedet, hvor I kunne samle familien i ferier og til jeres fester, som vi ofte var med til. Jeg har mange gode minder fra landstedet i Kolind Sund. I erindringen var vejret altid godt, når vi besøgte jer der. Sommerhuset i Dejret besøgte vi også nogle gange. Senest da du fejrede din 50 års fødselsdag i sommeren 2005. Vi kom til jeres fest direkte fra vores campingvogn i Kruså. Senere det år begyndte Astrids sygdom. Jeg tror ikke, vi har været på besøg i Dejret siden den dag, hvor vi overnattede til næste dag.
Jeg må tilbage til Ringkøbing. Til sommeren 2009. Jeg var nu blevet enkemand, men heldigvis med et godt pensionistjob, med et fremragende netværk, med kortklub torsdag aften og nu også med bridge på spilleplanen. Jeg havde gået til undervisning i det ædle spil, mens Astrid levede, opmuntret af hende. Men også af min gode ven og tidligere kollega Willy Madsen. Det var Willy, der blev min makker både om eftermiddagen, når vi spillede bridge i Ældresagen, men også mandag aften, hvor vi spillede turneringsbridge i Ringkøbing Bridgeklub. Dagene var helt fyldt op med aktiviteter ud af huset. 2 aftener solgte jeg Hjem is, 2 aftener og en eftermiddag spillede jeg kort. Det var ok i starten at skulle meget. Men året efter blev det for meget. Jeg havde brug for mere fri tid, hvor jeg nød at være hjemme uden at skulle noget. Dog var det svært de første gange, jeg skulle noget alene. Jeg husker stadig første gang, jeg skulle køre alene hjem efter et besøg hos Rikke og Peter i Odense, eller fra Ane og Ole i Træden. Eller alene hjem fra Ry efter en efterårstur til Berlin med tog fra og til Skanderborg sammen med Ingrid og Willy. Vi havde sammen med Ketty og Juhl været på en togtur til Berlin i efteråret 2009. Det var svært og en voldsom Palle Alene I Verden oplevelse. Første jul efter var 2009. Heldigvis kom Morten og hans kæreste hjem for at være sammen med mig den jul. Allerede i efteråret 2009 kom jeg med i en udvalg af pensionister fra Ringkøbing Skole. Skoleleder Margit havde besluttet, at de gamle hoveder ikke kun skulle drikke kaffe på skolen. De skulle også være aktive. Skolen skulle lukke i august 2010. Hele menageriet skulle flytte til en funklende flot nybygget skole sammen med Rindum Skole. Den begivenhed skulle fejres. Jeg var heldig at komme med i udvalget, måske havde jeg ikke noget imod at komme med.






 Øverste 3 billeder: Fra vores parisertur i foråret 2010. Fantastisk vejr. Montmartre, hvor jeg købte et lille skilderi. Foran glaskuben ved Louvre. På trappen ved den nye Sprechelsen bue i La Defence.
Dernæst jubilæumsbogen Spred dine vinger, som jeg har skrevet tre historier til.
Göteborg sommer 2010 med Rebekka og familie.
Damtoften 38 under indflytning.

 Vi endte med at planlægge et kæmpe arrangement bestående af et Åbent Hus på den gamle skole lørdag eftermiddag den 28. august 2010. Dette arrangement var for alle interesserede og med en stor og yderst velbesøgt udstilling om skolen i gamle dage. Om aftenen planlagde vi en kæmpe fest i ROFI-centeret for alle tidligere elever og ansatte. Et stort aftenarrangement med spisning og levende musik. Til dette arrangement var der tilmelding på vores dertil oprettede hjemmeside med betaling tilknyttet. Alle deltagere fik ved festen en nyudgivet bog om Ringkøbing Skole. Der var tilmeldt mere end 700 mennesker til denne fest, som var en super begivenhed. Et så stort arrangement krævede mange penge, som skolen ikke havde. Derfor måtte vi skaffe sponsorer, mange sponsorer med vilje til at poste en del penge i projektet. Bogudgivelsen kostede alene mange penge. De øvrige aktiviteter var også omkostningstunge, men skulle finansieres. Hjemmesiden skulle holdes opdateret, så alle kunne se, hvad der skete og hvornår, og ikke mindst, hvilke tidligere elever, der havde tilmeldt sig. Til aftenfesten i ROFI skulle der være en konferencier. Alt det var jeg dybt involveret i.
Jeg havde derfor meget travlt med forberedelserne til denne ret store begivenhed. Festen blev som tidligere nævnt afholdt lørdag den 28. august 2010, præcis samme dag, som Ketty og Juhl holdt stor bryllupsfest for Christina og hendes mand. Jeg måtte desværre sende afbud til den fest, da jeg havde mere end rigeligt med det førnævnte arrangement. Deres fest var kort efter, Juhl havde fået konstateret sin sygdom. De gennemførte festen i skyggen af den viden, at en stor operation ventede. Jeg husker tydeligt en dag ikke lang tid før. Jeg var på vej ud med min isbil. Det øsregnede, da telefonen ringede i Give, hvor jeg holdt pause. Ketty fortalte den lammende nyhed. Jeg havde mest lyst til at vende om og køre hjem. Det blev en lang og trist dag med tankerne hos Ketty og Juhl. Heldigvis kom lillebror godt igennem alle strabadserne. Men han var ikke mange kroner værd, den dag efter operationen, hvor jeg besøgte ham i Skejby sammen med Claus, Anders og Julie.
I foråret samme år havde vi, Ketty, Juhl og mig, været på en super tur til Paris. Vejret var fantastisk. Det samme var Paris. Senere samme år inviterede jeg Peter, Rikke, Mads og Rasmus med til Berlin. Det var i pinsen 2010. Senere samme sommer inviterede jeg Ane, Ole, Rebekka og Thomas med til Göteborg nogle dage. Også en fantastisk tur, igen med flot vejr til en storbyferie.
Det var så småt blevet tid til at tørre øjnene og gemme kleenexerne væk. Livet gik jo trods alt videre, kunne jeg konstatere.
År 2010 blev et meget travlt og, på trods af Astrids død, et spændende og aktivt år.
Den livscyklus fortsatte ind i det nye år. Jeg fejrede overgangen hos min skønne nabo, Eva, der havde inviteret på nytårsaften sammen med nogle andre venner af hende. En forårslørdag i 1011 var jeg med Eva til lørdagsmusik på Torvet. Vejret var pragtfuldt. Vi sad og nød musikken og en øl, da Eva nævnte, at hun aldrig havde været i Berlin fulgte op med at spørge, om jeg havde lyst til at age med hende senere på sommeren. Den lå lige til højrebenet. Jeg holder virkelig meget af Berlin og ville gerne vise Eva nogle af byens herligheder. Som sagt, så gjort. I juli tror jeg det var, smuttede vi en tur til Berlin i min lille diesel Peugeot. Vi boede på et lækkert hotel, hvor jeg tidligere havde boet, tæt på Zoo. Skønne dage i Berlin sammen med Eva. Vi oplevede en del af byen og dens mega mange muligheder.
Eva snakkede jeg i tiden efter Astrid meget med. Jeg hældte vand ud af ørerne, hun lyttede og trøstede. Hun ansporede mig til at gå på nettet, på netdating. Tanken var i starten fremmed og lidt skræmmende. Jeg så ikke mig selv som netdater. Men fik da oprettet en profil på Dating.dk. Den var i starten lidt tynget af sorg, men blev efterhånden mere lys og opsøgende. Det blev til enkelte telefoniske kontakter, før den ”rigtige” dukkede op. Hun havde til gengæld en alvorlig ”fejl”. Hun boede på Falster. Jeg vidste knap nok, hvor Falster lå henne, og var endnu mindre sikker på, at min lille Peugeot kunne køre helt til Falster. Efter at Lise, sådan hedder hun, den skønne kvinde, havde besøgt mig i Ringkøbing, måtte jeg tage turen til Falster for at gense hende. Mange samtaler, 10 timer hos Telmore slog ikke til, og kort tid efter aftalte vi at tage på en tur til Hamborg for at finde ud af, om det kunne være os to sammen for fremtiden. Jeg skulle afhente Lise på banegården i Fredericia og var tæt på at brænde hende af, da jeg kørte forkert på grund af omkørsel i byen. Jeg fandt hende, vi kørte til Hamborg og havde nogle skønne dage der i oktober 2011. På hjemvejen var vi sikre på, at vi gerne ville bo sammen for resten af livet. Lises mand Jack var død 8 måneder før Astrid døde. Derfor havde vi nogenlunde samme baggrund, da vi mødtes. Tilsammen 88 års ægteskab kunne vi lægge ind som basis for vores liv sammen. Blot skulle vi lige finde ud af, hvor det skulle være henne. Lises gamle mor på 91 bor i Rødbyhavn. Lise bor i parcelhus i Systofte 3 kilometer uden for Nykøbing. Huse her er svære at sælge. Jeg boede i lejlighed i Ringkøbing og var meget lettere at flytte med.
Lise, som jeg mødte på nettet. Men især på Falster. Billedet her er fra mit første besøg hos Lise den 2. oktober 2010.
 Vi besluttede, at første flytning skulle være fra den dyre lejlighed i midtbyen i Ringkøbing til en meget billigere lejlighed i en boligforeningsbolig lidt længere ude mod øst i byen. Planen var, at det skulle være en mellemstation, inden jeg flyttede definitivt fra Vestjylland til en anden udkant i den modsatte ende af kongeriget. Det var en fornuftig beslutning. Der var tid til eftertanke, til at udvælge det bohave, der skulle med til Falster og til at sælge eller forære væk, det som ikke skulle gøre rejsen med. Morten havde fået fat i et par flyttekammerater og en stor trailer. Den 11. september 2011, blev dagen, hvor jeg rykkede mine rødder op fra Ringkøbing og flyttede mit liv til en hel anden og dengang ukendt del af Danmark. Jeg havde inden flytningen gjort op, hvad jeg ville rejse væk fra, hvad jeg ville miste, og hvad jeg fik i stedet. Der var flest plusser ved at rejse, mente jeg. Og det har vist sig at være rigtigt. Jeg rejste fra et godt netværk, fra en dejlig sommerby. Men jeg flyttede til en egn med andre kvaliteter, en skøn natur en god by og blev overvældende godt modtaget af Lises børn, familie og venner. Og så er det jo ikke så ringe at få østenvind i håret i stedet for den stride vestenvind.
Sidste sommer holdt vi en sommerfest, som du jo ved. Her mødtes Lises venner og familie med mine venner og familie. For os beseglede denne fest vores nye status som samlevende. Vi nød samværet med alle i fulde drag.





Sommerfesten 13. juli 2013. Gruppebilledet øverst. Dernæst stemninger fra festen.

Her ender min del af den blog, som vi to i snart et år har haft gang i. Det har været en meget spændende rejse. Helt fra bakken i Vejlby, over Vivild, videre til Ringkøbing og derfra til Falster. En livsrejse formet lidt som de tv-udsendelser, der i efteråret var på DR1. Må vi komme med hed de. Ideen var, at de to rejsende ikke anede, hvorhen et nyt afsnit ville bringe dem. De oplevede forskellige egne af vores lille kongerige og mødte mange forskellige mennesker. De rummede det hele, og nød det tilligemed.
Her på målstregen er der grund til at nævne, at mine indlæg er et udtryk for, hvad der i gerningsøjeblikket løb i pennen. Hvad hukommelsen den dag lagde op til formidling. ”Her Kaj. Det er dit materiale i dag. Gå blot i gang! ” På andre dage ville der have været andre tilbud.
Det er mit håb, at ikke kun vi to har haft glæde af vores skriverier, men at også vore efterkommere ville kunne bruge historierne fremadrettet i deres liv. Måske har en og anden lyst til at skrive videre. Det ville da være rigtig dejligt.
Til slut skal du have et kæmpe knus og en stor tak for samværet på denne lidt anderledes måde. Det er din fortjeneste, at jeg nu har skrevet mere end 30 blogindlæg for at redegøre kort og fragmentarisk for et levet liv.

søndag den 26. januar 2014

Sivested Odde og Rastestedet

                                                                                         søndag  26. januar 2014


Kære Kaj

Ikke alle livsperioder er lige nemme at tackle – hverken i real life eller på bloggen. Du har netop færdiggjort en meget smuk beskrivelse af et meget svært emne. Med indlægget om Astrids sygdom og død, har du fuldendt det billede, vi andre havde konturerne til  - af Astrid, som en stærk, viljestærk og handlekraftig kvinde lige til det sidste. Vi vidste godt, at Astrid var uheldbredelig syg. Vi vidste det, fordi hun selv sagde det, men alligevel kom hendes død bag på mig. Jeg husker rigtig godt den forårsdag, Johan og jeg var på frokostbesøg hos dig og Astrid. Snakken var usædvanlig åben, ærlig og dyb. Der blev ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Astrid sagde direkte, at det var vigtigt, at du fik noget at rive i til tiden efter hendes død. Astrid var den dag snakkesalig og livsbekræftende at være sammen med. Jeg havde slet ikke set, at hun var så tæt på livets afslutning. Det blev imidlertid sidste gang, vi snakkede med Astrid.  Næste gang vi tog turen til Ringkøbing var det for at være med til at føre Astrid i kapellet. En sommerdag med truende skyer var det. Himlen holdt tæt, mens følget til fods fulgte efter rustvognen fra jeres hjem til kapellet. Det gjorde den til gengæld ikke den dag, Astrid blev begravet. Regnen væltede ud af himlens sluser og det tordnede som var det en måde at udtrykke mismod med situationen på. Verden, især din verden, så herefter anderledes ud.
Der forekommer at være uovervindelig langt i tid og tanke fra den livssituation, du blotlagde i dit sidste indlæg til det kapitel, jeg har besluttet mig for at skrive denne gang.

Det er nødvendigt med en akklimatisering før dette sceneskifte.  Det er søndag eftermiddag – den sidste søndag i januar. Fra min plads ved computeren kigger jeg ud over snehvide hustage. Udenfor er det bidende koldt og vejrudsigten varsler sne – endda snestorm i Nordjylland. Johan og jeg er lige kommet hjem fra et weekendophold på Hotel Kolding Fjord. Det var luksus og forkælelse i to dage. I dine skriverier nævner du tilsvarende ophold, som du og Astrid gennem tiden har været på, så du kender følelsen af at sætte tiden og pligterne på stand by og lade sig varte og fylde op. Med til historien hører, at jeg havde arrangeret dette ophold som en overraskelse til Johan i forbindelse med hans 60 års fødselsdag. Jeg havde booket hotellet og aftalt med Johans chef, at jeg ville hente og ”bortføre” han en fredag formiddag og køre afsted med ham uden at han anede, hvor vi skulle hen. Det blev ikke til noget. Johan sagde ja til at passe en hund for nogle venner. Jeg prøvede ellers med alle mulige forklaringer at sige til ham, at vi ikke kunne, men han holdt fast i sit løfte. Derfor blev vores weekendophold på Kolding Fjord afviklet her i bidende vinterkulde i stedet for i smukt septembervejr. Koldt har det været men smukt.
Dagen er tiltaget med 1 time og 16 minutter. Det går mod lysere tider. Det er i hvert fald, hvad kalenderen siger. Med sidste års lange vinter i erindring, håber vi at slippe nemmere i år. En god ting, er der at sige om januars kolde vejr: det er ikke vanskeligt at holde sig inden døre og hygge sig med erindringsglimt og blogskrivning. Så kan man jo prøve at lade tankerne spadsere til mere lune minderige dage.
Luk øjnene og forestil dig, at sommerferien står for døren, bilen er ved at blive pakket ud. Bagagen rummer tøj til al salgs vejr – fra badetøj til gummistøvler og regnfrakker. Mens vi voksne bærer tøj og proviant ind, leger tre børn og to hunde på gårdspladsen. De har allerede været over i karlekamrene og fundet de gamle legevogne frem. Scenen er sat til en uges sommerferie på Sivested Odde.


Som antydet i sidste skriv, skal dette indlæg handle om Sivested Odde. Gården i Kolind Sund MÅ med i mine erindringer. Ganske vist har jeg ikke personlige ”aktier” i Sivested Odde. Det er eller rettere var en sidegevinst, som jeg så at sige fik i tilgift (eller medgift) med Johan. Jeg har i dette erindringsskriveri haft fokus på min egen familiehistorie og kun i det omfang, det har været nødvendigt for sammenhængen og meningen, har jeg bevæget mig ind på Johans slægt. Den historie må han selv fortælle. Med den tilgang kan man sige, at jeg skulle holde fingrene væk fra Sivested Odde. Når jeg alligevel dedikerer et skriv til familiegården i Kolind Sund, er det fordi den helt frem til 2004 spillede en central rolle - ikke bare generelt i Legarthfamiliens liv, men også specifikt i vores lille kernefamilie. Gården har haft stor betydning for vore børns ferieoplevelser, så derfor.

Sivested Odde var min svigermors barndomshjem. Da gården i 2005 blev solgt, havde den været i familiens eje i 80 år. Gården havde stået ubeboet siden 1966, hvor Johans mormor døde. Efter Ingeborg Pedersens død blev gården brugt til feriebolig. Og hvilken feriebolig. Alene stuehuset med sine 400 møblerede m2 var et eldorado. Det meste stod uforandret og man fornemmede historiens vingesus – ikke mindst i det store, gamle køkken med stålbordene, hvor adskillige kokkepiger gennem tiden har stået for madlavningen.
Store som små holdt af ferierne på Sivested Odde. Her var helt bogstaveligt plads til udfoldelse og afslapning. Fra det øjeblik vi drejede fra landevejen og kørte over broen og ned af grusvejen, faldt skuldrene ned og en anden tidsregning blev gældende. Det føltes som at køre ind i en tidslomme eller en filmscene, som fordrede nye måder at spille sin tildelte livsrolle på. Kreativitet, afslapning, samvær, leg, kulinarisk udfoldelse og markeringer af livsbegivenheder er nøgleord i beskrivelsen af Sivested Oddes betydning for vores familie. Ikke alene har vi brugt stedet til ferie – og weekendophold. Barnedåb, konfirmationer, runde fødselsdage, fester og endda to bryllupper har været afviklet med gården som helt speciel kulisse. To gange har vi fejret jul på gården. Den ene gang var i 2001 da Jane og Vaughan blev gift.

Der er i havestuen dækket op til min 30 års fødselsdag, som blev fejret som en pigefrokost, hvor alle skulle bære hat

Spisestuen er dækket op til julemiddag

Bålhygge en sommeraften.
Sine siddende på hug, Jane i grøn jakke og mig med Jonas

Kanalen blev flittigt brugt til fiskeri eller kanosejllads

Sine og Jane på kanosejlads på kanalen ved Sivested Odde


Alting har sin tid. Og i 2005 var tiden med Sivested Odde som familiegård til ende. Johans mor var den eneste overlevende af de fire søskende fra Sivested Odde og tiden var moden til at afhænde gården. Det kunne have været meget vemodigt, men sådan oplevede vi det ikke. Det kom ikke som nogen stor overraskelse og det var ikke en beslutning truffet over night. Vi havde set tegnene og indstillet os på nye tider. Rettidig omhu kan man måske kalde det. Et lille års tid før Sivested Odde blev solgt, havde vi investeret i vores eget lille sommerhus. I flere år havde jeg haft en sommerhusdrøm – mors hus, hed det feriested, vi i familien fantaserede om. Eller rettere: jeg fantaserede om. Johan delte ikke min sommerhusdrøm. Han havde mange argumenter imod at blive sommerhusejere. Det væsentligste hed økonomi. Nu har jeg aldrig ladet mine ideer bremse af andres manglende opbakning. Jeg besøgte dagligt www.boligsiden.dk  hvor jeg havde et fast søgekriterium der hed sommerhus. Det blev til temmelig mange klik, før jeg fandt mors hus.

Boligannoncen på sommerhuset på Mols

Fornemmelsen af, at HER var det, ramte mig helt ned i maven. Det er en helt fantastisk fornemmelse, når noget mærkes rigtig og man bare ikke er i tvivl. Udfordringen ville helt klart blive at få Johan til at mærke det samme. Jeg vidste godt det ville blive vanskeligt. Den eneste grund til, at han gik med til at mødes med ejendomsmægleren på Rastestedet nr 6 i Dejret på Mols en oktober søndag, var prisen på sommerhuset. Hans økonomiske sans sagde, at det nok ikke kunne gå helt galt. Og der kunne vel ikke ske noget ved at komme mig i møde og mødes med ejendomsmægleren. Jeg husker stadig den efterårs- regnfulde, kolde søndag. Vi ankom til åstedet et kvarter før ejendomsmægleren, tids nok til at nå en tur rundt om huset og tids nok til, at Johan havde besluttet sig: ring til ejendomsmægleren og aflys. Han var forfærdet over det, han så. Der var en åbenlys grund til prisen. Var huset afskrækkende udefra, var det intet imod, hvad der ventede os inden døre. Jeg var begejstret. Kunne mærke sjælen og se mulighederne. Jeg var solgt. Det er mig stadig en gåde, hvordan jeg fik Johan overtalt, men fakta er, at vi fra den 1.3.2004 var sommerhusejere og at vi brugte de næste par år på at gøre skrot til slot, sådan lidt populært sagt. Der ventede et KÆMPE arbejde, før huset blev, som vi – med mig som indretningsarkitekt – gerne ville have det.


 Her følger i bedste boligbladstil en rækker før og efterbilleder.

Gæsteværelse

Johan og Johan besigtiger nyerhvervelsen

Stuen
Det hvide på lædermøblerne er mug !

Stuen fra en anden vinkel. Tobaksrøg hang i alt - møbler, gulvtæpper, gardiner.
Vi kørte på lossepladsen noget, der kunne føles som en mill gange.


Godt med gode venner, der er parate til at give en hånd med. Det nød vi godt af.



Rastestedet 6 havde i flere år sovet Tornerosesøvn. Huset lå "pakket" ind i høje grantræer. Godt vi kendte en mand med en motorsav.

Det arbejdende folk fanget i en kort pause i den tidlige forårssol


Sine og Johan svinger malerpenslen.


Mange, mange liter maling og mange, mange arbejdstimer senere, så resultatet sådan ud.

Soveværelse

Nyanlagt morgenmadsterrasse. Træværket er skiftet og malet

Gæsteværelse

Stue



Børneværelse

Køkken med de gamle elementer, som bare er rengjorte og malet






Med tiden opstod ideen om et anneks. Vi havde ikke bestemt hvilken type, det skulle være, da vi i påskedagene begyndte at grave ud til sokkel. Vi manglede åbenbart noget at rive i, i de dage, så uden at kende dimenssionerne, kastede vi os ud i gravearbejdet. Vi kom selvfølgelig til at dække noget til og grave nyt, men hvad....


Det sjove ved hele sommerhusprojektet var, at vi opdagede, at vi faktisk godt kunne lide skabelsesprocessen og desuden, at vi ikke egner os til at sidde stille, så længe der er noget, der skal laves. Vi holdt meget få og aldrig ret lange pause under hele ombygningsfasen. Vi havde hele tiden lige et eller andet, der skulle laves. Hvis vi ikke havde været fælles om den tilgang til arbejdet, ville det have været en prøvelse. Vi lagde megen energi i projektet, men specielt jeg fik energi af det. Jeg stortrivedes med at skabe, forandre og indrette.
Sommerhuset blev rammen om dejlige weekender og ferie for os to gamle alene og med børn og børnebørn eller med venner.
De første dage i påsken 2010 tilbragte vi i sommerhuset sammen med et par gode venner. Anden påskedag besluttede jeg mig for en alenetur til Ringkøbing for at besøge Else. Jeg havde brug for en tænkepause. I løbet af påsken var den tanke opstået i mit hoved, at sommerhustiden var forbi. Jeg sagde ikke noget til Johan, før jeg på vejen hjem fra Ringkøbing havde besluttet mig. Hans overraskelse over min udmelding var stor. Sommerhusdrømmen havde været min med behørig opbakning fra Johan. Han mente, det også skulle være min beslutning, hvis vi skulle sælge. Dagen efter gik jeg til ejendomsmægleren og den 1.august blev huset overtaget af den første køber, der havde reageret på annoncen. Beslutningen føltes rigtig helt ned i maven og jeg har aldrig et øjeblik siden savnet stedet. Et godt eksempel på, hvordan ønsker og drømme forandrer sig. Jeg er meget, meget glad for, at jeg fik lov at leve min sommerhusdrøm ud. Efter salget fik Johan mulighed for at udleve en tilsvarende gammel drøm om båd. Han solgte båden året efter, men han gjorde det – levede drømmen ud.

Johan med tre af vores børnebørn på en af de få sejlture i egen båd. Fra venstre er det Johan, i midten Jeppe og dernæst Karen. Billedet er taget 24.september 2011 ved Kalø



At afhænde sommerhuset frigav ressourcer – både økonomisk og praktisk. Der kunne rejses mere og længere og med flere og weekenderne skulle ikke bruges til at slå græs og male træværk. Vi fik pludselig tid i overskud. Vi kunne teoretisk have valgt at tage sæde i sofa eller liggestol alt efter årstiden, men det duer vi bare ikke til. Så aldig så snart havde vi skrevet under på slutsedlen, før det helt store gårdhaveprojekt på Lillerupvej blev søsat. Selvom vi købte os til det tungeste arbejde, så brugte vi megen tid på projektet. Især Johan trives med haveprojekter. Jeg trives mere med boligprojekter. Her sagt i en lukket kreds, vil jeg godt afsløre, at jeg stadig jævnligt er på www.boligsiden.dk . Mine søgekriterier er ændret til ejerlejlighed eller villalejlighed i en fynsk storby.  " trænger til en opfriskning" , må der gerne stå. Desværre virker Johan meget principfast og afvisende, når jeg forsigtig tager temperaturen på hans opbakning til et muligt nyt boligrenoveringsprojekt.

Du har mere på sinde, inden du for alvor tager afsked med Ringkøbing. Jeg vil overlade dig sendeflade og imens overveje, om jeg har mere at fortælle.


torsdag den 23. januar 2014

De store forandringer - når livet kan mærkes


Nykøbing torsdag den 23. januar 2014

Kære Lise

 

Godt at læse, at du igen er tilbage på Lillerupvej i Rønde og tilbage på bloggen. Du har så ikke helt glemt vores projekt, selv om du på mere end en måde har været rigtig langt væk fra taster og kommaregler. Jeg vil glæde mig til din historie om Sivestedodde og sommerhuset i Dejret. Men først vil jeg nævne en begivenhed i forbindelse med jeres husbyggeri i Rønde. Vi var alle søskende samlet i Vivild hos Oda og far på et weekendbesøg, måske en pinse, måske en anden begivenhed, anledningen er underordnet for historien. I havde påbegyndt jeres husprojekt i Rønde. I havde selvfølgelig begejstret snakket om sagen, og den dag besluttede vi - hele familien - at køre på besigtigelsestur til byggepladsen for ved selvsyn at tjekke op på tingene. Vi kørte kolonnekørsel ad de snoede og bakkede veje til Rønde. Vejret var dansk standard sommervejr. Jo tættere vi kom på de gule mursten, der skulle blive til jeres skønne hus, jo mørkere blev himlen. Da vi ankom til Lillerupvej 72, var presset på himlenes porte blevet for voldsomt. Da vi parkerede ved byggepladsen, der var trangt og pløret, gav sluserne efter og vandet væltede ned. Der var ikke mange læmuligheder i det ufærdige byggerod, så vi var måske mere optaget af at undgå regnen, end af at kigge på murstensforbandt og andre byggetekniske detaljer. Men en god oplevelse, der lagrede sig i hukommelsen i mappen med sjove minder.
Ofte i denne skriveproces har jeg erfaret, at man må begrænse sig. At man skal holde sig på ”den smalle vej” for ikke at komme alt for langt ud ad vildveje og andre spændende stier. Således også nu. Derfor tilbage til hovedvejen, tilbage til 2006 til julen 2006. Det blev den sidste jul, vi fejrede i Østergade. Astrid havde kræfter og energi til at pynte op med alt, hvad der signalerede jul. Astrid vidste inde i sig selv, at det måske var den sidste jul, hun kunne fejre. Heldigvis blev det ikke sådan. Også julen året efter i 2007 i Mellemgade havde hun kræfter og livsmod til endnu en jul med alle børn på besøg i den nye lejlighed.


Øverst: Julen 2006 i Østergade. Astrid strålede og nød julehyggen og besøg af børn.
I midten: Lejligheden i Mellemgade 21 A kort efter vi flyttede ind.
Nederst: Nu er der kommet stakit op til adskillelse af lejlighedernes udearealer. Ole og Thomas nyder vand og sommervejr. 

I den tidlige sommer 2007 vendte hendes sygdom tilbage. Hun var til flere undersøgelser. På kommunehospitalet i Aarhus var jeg med til en undersøgelse, hvor planen var, at hun skulle have en strålebehandling. Men, og det er min og Astrids udlægning, på grund af en urimelig lang ventetid på behandling i Aarhus, havde sygdommen bredt sig så meget, at strålebehandling ikke længere var mulig. Hun skulle derfor afvente en kemobehandling i Herning. Jeg husker tydeligt hendes samtale med sygehuset i Herning. Den samtale resulterede i, at hun allerede næste dag skulle møde i Herning for at påbegynde kemobehandling. Det blev nogle hektiske dage og uger. Astrid var den, der klarede den livssituation bedst af os to. Derfor var hun de fleste gange alene afsted. Mit tuderi var for meget i de situationer. Jeg husker meget detaljeret en bestemt dag, en fredag, hvor hun med bussen kom hjem fra en undersøgelse og samtale med læger. Vi skulle samme aften i byen, til middag hos Inger og Willy. Men først skulle vi have klaret noget, der lå Astrid stærkt på sinde. Hun var meget åben over for mig om sin sygdom, og hendes prognoser for helbredelse var dystre. Derfor insisterede hun på, at vi skulle have vores hus i Østergade solgt. Det kunne kun gå for langsomt. Hun ville ikke have, at jeg blev ladt tilbage alene i det store og uoverskuelige hus. For hende var det også uholdbart at blive boende i et hus, hun ikke kunne passe, som hun gerne ville. Hun havde nogle gange nævnt, at hun troede, at Per Green, en lokal iværksætter, ville købe vores hus, fordi han i forvejen ejede naboejendommene. Vi ringede straks til Per Green, forelagde ham vores hensigter og spurgte, om han måske ville være interesseret. Det var han, han ville komme med det samme for at kigge og for at snakke. Inden han kørte igen havde vi solgt og han købt ejendommen Østergade 21. En del af handlen var, at vi kunne blive boende i huset i 6 måneder, så vi havde tid til at finde en anden bolig.
Derefter kørte vi - lidt forsinkede - til middag hos Inger og Willy. Det blev en meget anderledes aften. Vi snakkede ikke om, hvad der havde forsinket vores ankomst.
Nu kom der nye elementer ind i vores liv, der ellers føltes tilstrækkeligt intensivt i forvejen. Vi begyndte vores jagt på en ny bolig, en lejebolig var vi helt sikre på, det skulle være. Et par ture rundt i byen blev det til. Men løsningen kom af sig selv. Vi havde observeret, at en ejendom i Mellemgade var under renovering. Vi kunne følge med i byggeriet fra førstesalens vinduer i Østergade. Og havde så ikke tænkt mere over det. Nu blev det pludselig interessant og nærværende. Hvad var det i grunden, der var gang i omme i Mellemgade? Det fandt vi ud af ved at snakke med vores bagnabo, forhenværende bagermester Hvidberg, der boede i Mellemgade over for byggeriet. Med den nye viden ringede vi til ejeren, købmanden i Stadil. Han ejede 3 ejendomme i en samlet lille bebyggelse i gaden. Bente hedder købmandskonen. Det var med hende jeg snakkede den første gang. Jeg præsenterede mit ærinde. Hun mente, at vi kendte hinanden lidt gennem Astrids søsters datter. Det lød rimeligt, da jeg fattede sammenhængen. Hun ville forelægge sagen for købmanden, hendes mand Niels Lodberg. Et par samtaler mere med Niels, der var ude med tankvognen for at levere olie til en kunde, og den ged var barberet. Nu vidste vi, hvor vi skulle flytte hen og hvornår vi skulle flytte. Der var god tid til at rydde op, sortere og køre på genbrugspladsen. Det blev til mange læs, inden vores indbo var trimmet til de nye og mindre boomstændigheder.
Astrid var i gang med sin kemobehandling, som hun klarede overraskende godt uden mange besværligheder. Hun anlagde hovedbeklædninger i mange farver i stedet for en kedelig paryk, hendes opfattelse.
Ketty og bror Juhl skulle i august endnu en gang på campingtur til Nordstrand Camping i Frederikshavn. Snakken herom endte med, at de inviterede os til et besøg på pladsen hos dem og sammen med Ingrid og Willy. De ville gerne med på en sådan tur. Vi lejede en hytte på pladsen og skulle så være sammen med Ketty og Juhl. Det blev en skøn tur med flere uventede elementer. Vi kørte sammen i vores blå Peugeot 406. Straks vi ankom til pladsen og holdt for at tjekke ind, fik Ingrid øje på en plakat, hvoraf det fremgik at Lars Lilholt band samme aften lørdag den 11. august gav koncert i Frederikshavn, på Knivholt. Det lød fristende. Ingrid havde forbindelserne. Et par timer senere var vi sammen med flere tusinde andre midt i en Lars Lilholt koncert på Knivholt lidt uden for Frederikshavn. Billetterne lå klar ved indgangen. Efterfølgende var vi backstage med Lars, Nina og deres børn. Det blev en skøn aften, hvor Lars anbefalede os på hjemvejen at køre omkring Svinkløv Badehotel for at prøve deres berømte søndagskaffe med lagkage. En suveræn oplevelse på tilbagevejen over Thisted til Ringkøbing. Men inden da nød vi samværet med Ketty og Juhl, et besøg på palmestranden i Frederikshavn, og om lørdagen en skagenstur med frokost på en god fiskerestaurant.


Øverst: Med Ingrid og Willy på besøg hos Ketty og Juhl på Nordstrand Camping i Frederikshavn. Astrid med "kemohat".
I midten: Ketty sms'er fra campingpladsen i Frederikshavn.
Nederst: Lars Lilholt koncerten på Knivholt. Perfekt vejr og besøg backstage efterfølgende.

En weekend med gode oplevelser i en svær tid. Vi nærmede os flyttedato. Hvordan ordnede vi den forretning? Vi besluttede at ringe til Ingrid og Willy for at spørge om deres assistance. De stod stand by i flyttetøj og ventede kun på vores opringning. Morten var også i arbejdstøj, og jeg havde lejet en stor lukket flyttebil i Tarm. Intet kunne holde os tilbage. Et nyt skoleår var startet inden vores flytning. Jeg beholdt mit job, mens Astrid blev hjemme. Hun blev over tid mere mærket af sin sygdom. Også jeg vidste nu, hvordan det ville ende.
Men først skulle vi fejre søster Ingrids fødselsdag lørdag den 17. maj 2008. Ingrid og Willy havde inviteret til stor fest i Ry. Astrid ville fejre sin søster med et festligt indslag. Det gennemførte hun til ug. Vi var efterfølgende en tur i Göteborg med Ingrid og Willy, fødselsdagsgaven til Ingrid. Det blev en skøn tur med tre overnatninger på hotel Scandic Europa, Köbmansgatan 38 midt i den flotte by. Vi kørte sammen til Frederikshavn og derfra uden bil med hurtigfærgen til og fra Göteborg. Astrid og Ingrid tilpassede programmet til Astrids kræfter. Men sammen var vi alle fire en dag i Liseberg, den berømte forlystelsespark.






Øverste billeder: Fra Ingrids 70 års fødselsdag. En dejlig fest, som også Astrid nød.
De næste tre billeder er fra vores tur til Göteborg med Ingrid og Willy samme sommer (2008). Ingrid og Astrid synger fødselsdagssang for Nina. Det næste er fra besøget i Trægårdshaven i Göteborg. Og endelig fremviser vi stolte vores gevinst i Liseberg. Den kostede mange forsøg.
Dernæst et billede fra flytningen til Mellemgade 21A.
Nederst: Et billede fra sommeren 2009. Vi har besøg af Mads William. Astrid har ikke mange kræfter tilbage.
Den første kemokur hjalp i en periode, men sygdommen kom igen, og lægerne tilbød endnu en omgang kemo. Astrid var i tvivl. Vi var begge kede af det, rigtig kede af det. Hun påbegyndte tappert den næste kur, men havde mistet troen på et godt resultat. Vi begyndte at snakke om tiden efter hendes død. Jeg modstræbende i starten, men takket være Astrids vedholdende forsøg blev jeg langsomt bedre til at forholde mig til kendsgerningerne. I den periode blev dagligdagene mere intense. Hver ny dag blev en lille sejr. På mange måder en livsperiode med en intensitet og nærvær, jeg ikke tidligere havde oplevet. Der var mange af den slags dage. Jeg husker en morgen med solskin og forårsvejr. Vi drak son vanligt kaffe i køkkenet. Vi havde netop den dag fået brev om udbetaling af nogle indefrosne penge, jeg husker ikke præcis sammenhængen, men en rigtig god nyhed var det. Solen ramte os ved morgenkaffen, vi snakkede om Astrids begravelse, det skulle være i kirken, om salmerne, om efterfølgende mindesammenkomst, som Astrid heldigvis gik med til, om andre ting i forbindelse med begravelsen. Det var helt fantastisk. På vej til mit job i Holstebro var jeg ved at sprænges af taknemmelighed og bagudrettet glæde over et liv med Astrid.
Den sidste fest, som Astrid havde kræfter til at deltage i, var hendes veninde Thoras 60 års fødselsdagsfest. Thora og dronning Margrethe deler fødselsdag, den 16. april. Festen blev holdt på Lystbækgård vist nok lørdag den 25. april 2009. Astrid ville være med til festen, og ville have fejret Thora, men kræfterne slog ikke til. Hun måtte nøjes med at være med.
En weekend i foråret samme år var du og Johan på besøg i Ringkøbing. Det blev til en lang frokost med en lang snak om livets mere alvorlige sider, men i en let stemning. Astrid og jeg snakkede om tiden efter, og især Astrid mente, at jeg efter mit stop som lærer op til sommerferien samme år, skulle have et pensionistjob til at fylde min tid ud med. Det lå hende meget på sinde, at jeg ikke gik til i en kæmpebunke af kleenexer, når jeg var blevet alene. Der kom du, eller var det Johan, med en mulighed som hjemis sælger. Det lød spændende og ikke fremmedartet. Jeg kontaktede depotindehaveren i Holstebro, Lars Snejberg, besøgte ham og havde et job med hjem i bilen. Det nye job påbegyndte jeg, inden jeg var helt færdig med lærerjobbet. Så længe Astrid levede var det superskønt at komme hjem til hende og stuens varme. Da hun var død, var det godt at skulle hjemmefra for at passe pligterne.

Astrid var blevet visiteret til et ophold på Anker Fjord hospice i Hvide Sande. Det var aftalt, at hun skulle indlægges der mandag den 11. juli 2009. Måske var hun sådan indstillet, at hun ikke ville gennem en overflytning dertil kort inden sin død, det fik vi aldrig svar på. Hun havde kort forinden været indlagt nogle dage på sygehuset i Herning. Her blomstrede hun en smule op, men da jeg hentede hende hjem onsdag før hun døde natten til mandag i ugen efter, var der ikke meget tilbage af hende. Livsmod og kræfter var taget fra hende. Fredag aftalte vi, at vi ville orientere vores børn om hendes tilstand. Morten var på job i USA for Vestas. Rikke og Peter var på ferie i Østrig og faktisk på vej til Italien, da vi kontaktede dem. Ane var hjemme i Træden. Alle kom de hjem, så vi mødtes hos os i Mellemgade søndag den 5. juni 2009. Her tog Astrid afsked med sine børn og svigerbørn. Endnu en intens dag med store følelser. Rikke og Peter kørte i sommerhus oppe ved Vemb, Morten kørte i Alkjærparken, hvor han boede. Ane og Ole kørte til Træden. Men Ane kom igen senere på aftenen. Heldigvis var Ane hjemme, da Astrid døde samme nat, efter hun var blevet tilset af vagtlægen.
Nu var det sket, som i lang tid havde ligget som en ond og uafvendelig hændelse. Astrid kom i kapel om mandagen. Hun blev fulgt af sine søskende, nogle nære venner og mine søskende samt vores børn og svigerbørn.
Begravelsen skete fra Ringkøbing Kirke fredag den 10. juli 2009, på Rebekkas fødselsdag.
Nu var livet blevet markant anderledes. Det onde var sket fyldest. Astrid var blevet udfriet af sine mange smerter. Mine smerter var anderledes, blandet med en vis lettelse over, at hun havde fået fred.
Astrids gravsted på Ringkøbing Kirkegård. Astrid er urnebegravet med en navnesten. Hun accepterede navnestenen efter mit ønske.
Jeg skal bruge endnu et lille indlæg for at færdiggøre et langt og godt liv i Ringkøbing. Håber det går an.