søndag den 3. november 2013

Allehelgen




                                                                  Allehelgen 3.november 2013


Kære Kaj

Er du klar over hvor kort vej, der er fra at delagtigegøre alverden i ens inderste tanker og erindringer om et helt livskapitel til at tabe det hele på gulvet. Et enkelt lille tryk på den forkerte tast og mange timers opsamlede minder er deletet. Krise, tab, hedder de følelser, der umiddelbart fylder lige nu. Først nægter man at se virkeligheden i øjnene. ”Det kan ikke passe. Det må være en fejl”, men nej. Erkendelsen rammer. Det er borte for altid.

 Virkeligheden er, at jeg må på den igen.

””De voksne” snapshottet lige indenfor hegnet ved kirkegårdslågen”. Det foto og den billedtekst kan jeg godt lide. Selvom det tydeligt ses, at ”de voksne” ikke er årsunger, så er vi dog i stand til selv at gå udenfor kirkegårdslågen igen. Lad os holde fast i den konstatering og glæde.

Det var en dejlig familiedag i Ringkøbing i forbindelse med Elses runde dag. Jeg får i skrivende stund associationer til dengang, det var fars søskende, der samledes. Det har jeg beskrevet det 12. marts:
 Efter at de seks søskende, eller i hvert fald de fem ældste, var stoppet på arbejdsmarkedet, skete det ikke sjældent, at de mødtes på skift hos hinanden. Som du, oplevede jeg, at der var fest og glæde, når de med deres ægtefæller samledes.  De var alle lattermilde og humoristiske mennesker med stor kærlighed til hinanden. Sjove historier og anekdoter fyldte rummet. Sammenhold og fællesskab kendetegnede deres samvær. Det føltes dejligt og livgivende at være i deres nærvær.

Det må være sådan Jeppe og Johan på 10 og 12 oplevede det hos Else. I hvert fald sagde Jeppe på vejen hjem: ”det var en lang tur men, det var det hele værd”

Også vi har aflagt Margrethe og Henrik et fransk visit på Aros. At udstille sin kunst er enormt græseoverskridende.  De fortjener begge annerkendelse for deres mod. Desuden er udstillingen en cadaux til direktøren for Aros. Selvom professionelle kunstnere, de der har lagt vejen forbi et akademi og dermed forbeholder sig håneretten overfor os amatører, ikke har meget tilovers for regentparrets evner som kunstudøvere, så er udstillingen en publikumsmagnet.

Vi kommer vidt omkring i dette skriveri. Hvornår kan vi sige, at vi er i mål med vore erindringer? Det er et åbent spørgsmål. Processen har været præget af total mangel på disposition. Det har været et vilkår, vi har været enige om. Vi har – du mere end jeg – forsøgt at tage udgangspunkt i kronologien og ellers ladet os inspirer af hinanden og – jeg mere end dig – af den øjeblikkelige sindsstemning.

At dette skriv kommer til at handle om afsked skyldes ikke alene, at jeg ved et uheld deletede min første udgave. Ej heller at det i dag er Allehelgensdag – den dag, kirken mindes de døde. De faktorer er mere en understregning af end en årsag til retningen. Og dog kan Allehelgensdag ikke være mere velvalgt. Det må være mit tema. Jeg skal forsøge at binde en sløjfe på en af de løse ender.

Familien Legarth 1966
Vivild Præstegård en  tidlig forårsdag

I pinsen præsenterede jeg i afsnittet ” Mit andet hjem” præstefamilien i Vivild. Jeg blev skrevet ind i deres liv, da jeg i en alder af 8 år bogstavelig talt cyklede ind i familien. Det blev begyndelsen til en senere familiealliance, som fortjener sit eget udslutningskapitel i dette erindringsskriv.



Øverst: Henning Legarth foran Vivild Kirke og nederst i forgangen i Vivild Præstegård


Pastor Legarth var som tidligere nævnt en meget afholdt og efterspurgt præst. Hans kone var en ligeså respekteret præstekone. Hun stod ved sin mands side i hans gerning. Hun var med på husbesøg ved sognets gamle og hun åbnede sine stuer for årets konfirmander og deres forældre. At være præstekone var hendes job. Derfor brugte hun heller ikke sin uddannelse som sygeplejerske.

Efter 10 års præstegerning i Vivild blev den nyersygdom, som et par år havde tæret hårdt på kræfterne og afstedkommet flere ugentlige ture til dialyse i Ålborg, så fremskreden, at det var nødvendigt at søge sin afsked. Vielsen af os, var Johans fars sidste gerning som præst. 
Søndervang, Århusvej 22

De nygifte sammen med (sviger-)forældre fotograferet dagen i æresporten på Søndervang
 dagen efter brylluppet den 14.9.1974

Et par år efter, at mine svigerforældre var flyttet i deres nye hjem, Søndervang i udkanten af Vivild døde min svigerfar. Statistisk vidste vi, at timeglasset var ved at rinde ud. Alligevel kom hans død pludselig og uventet. Søndag aften havde Johan og jeg besøgt hans forældre. Vi havde sammen set tv filmen: ”Giv Gud en chance om søndagen” med en meget ung Ulf Pilgård i hovedrollen. Om mandagen var jeg i forbindelse med mit arbejde på Amtsplejehjemmet i Ørsted blevet sendt på apoteket. Da jeg kom tilbage sagde min kollega:"Du skal skynde dig hjem. ”Din svigerfar er død”. Sådan.Ingen omsvøb.  ”Det kan ikke passe. Det må være en fejl, han var der jo lige i aftes”. Hans alt for tidlige død i en alder af 63 år var et tab.


Efter sin mands død, besluttede min svigermor at genoptage sin sygeplejegerning. I en alder af 54 år og efter næsten en menneskealders fravær fra faget blev hun aftensygeplejerske på Gjesing plejehjem. Men sit rolige, behagelige væsen, blev hun en afholdt medarbejder.
En aftenvagt på Gjesing Plejehjem er slut. Dejligt at komme hjem til en logrende hund.
Labradorhunde har altid været en stor del af familien Legarths liv.
Her er farmor, Birthe Legarth fotograferet på
 Sivested Odde i forbindelse med hendes 60 års fødselsdag 
Legarth familien samlet på Rønde Vandrerhjem september 2006 ved fejringen af farmors 85 års fødselsdag

Ingen af børnebørnene lærte deres farfar at kende. Farmor derimod havde – i hvert fald de jyske børnebørn tæt kontakt med, mens de var skolesøgende. Når Ruth og Peters børn fra Århus var på ferie hos farmor, koblede vores piger sig på. Der blev spillet ludo og spist lakridskonfekt til langt ud på natten. Der var vide grænser og få spilleregler. Et sandt paradis for iderige børn.

Med tiden blev Søndervang skiftet ud med en mere ældrevenlig bolig i Lejerbo tættere på byen. Her havde farmor nogle gode år indtil helbredet svigtede og hun kom på Gjesing Plejehjem. Mens vi boede i Vivild havde vi tæt kontakt til farmor. Der gik aldrig mange dage uden vi sås. Enten kiggede hun og hundene ind til os på H.C.Elgårdsvej eller vi spiste aftensmad på Søndervang – en dejlig hjælp, når man havde hænderne fulde af børn og arbejde. Da vi flyttede til Rønde lagde Johan mindst en gang om ugen vejen forbi sin mor. Vi var bogstaveligt og billedligt tæt på farmor. Derfor var det desto mere paradoksalt, at vi var længst væk, da hun døde. Den oplevelse gjorde et særlig indtryk på os og jeg skrev i et forsøg på at formidle, hvordan oplevelsen ramte os, dengang følgende:

Livet består af øjeblikke                                                                    22.12.2006

03.56 viser digitaluret. Huset ligger stille hen. Karen Kamille klynker lidt i søvne, formentlig klør hendes eksem. Jonas er henvist til en madras på kontoret. Johan er faldet i søvn igen. For to timer siden var han oppe for at få lidt mad.
I Odense sover Morten, Johan og Jeppe forhåbentlig trygt og godt. I New Zealand er det fredag eftermiddag. Jane og Vaughan vil snart komme hjem fra arbejde. De vil ” put the kettle on for a hot drink ”, så vil de sætte sig ved langbordet og vende dagens oplevelser med hinanden.

Huset her ser ud som om en hvirvelvind er gået igennem og har efterladt alting på forkerte pladser.
Tre maskinfulde rent tøj venter på at blive lagt sammen og tre andre på at blive vasket.
Legetøj flyder overalt, ingen har haft overskud til at tømme opvaskemaskinen, så brugt service hober sig op på køkkenbordet.
Portvinsflasken står stadig på bordet efter aftenens go`natsjus.
Ved siden af ligger sangarket fra farmors begravelse.

I mit sind flyver tanker og følelser rundt i et tilsvarende kaos. Søvnen vil på trods af en halv sovepille ikke indfinde sig. Jeg må have orden i kaos. Jeg har lavet en kop kaffe og lunet et rundstykke.

” There are places I´ll remember ” Beatles-sangen ” In My Life ” kværner i hovedet på mig. Jeg hørte den gennem hovedtelefonerne i luftrummet mellem Sydney og Dubai.

“There are places I´ll remember. All these places had their moments.”

De fleste mennesker, der i 1964 hørte om attentatet på John F. Kennedy husker, hvor de befandt sig, da de modtog budskabet. På samme måde forholder det sig med angrebet på World Trade Center i 2001. Steder knyttes sammen med følelser. Følelser er en del af livet.

 In My life.

I morgen må jeg bringe orden i det kaos, der hersker i huset. Det er ikke noget problem. Jeg er god til praktisk arbejde, kan hurtig få noget fra hånden og kan lide at se resultat af fysisk arbejde.
Anderledes er det med det følelsesmæssige kaos efter de sidste dage, uger, ja vel måneders oplevelser. Det kræver anderledes ro og tid til fordybelse at få hold på følelserne og få dem på plads.

There are places… – my life – livet består af øjeblikke.

Flyet fra Christchurch er lige landet i Queenstown. Vi har tilbagelagt ca 20.000 km indenfor de sidste 2½ døgn. Turen ned gennem the Remarkebels er hver gang en prøvelse for min balancenerve. Vi ser lidt blege og trætte ud. Solen skinner da vi sætter foden på Central Otagos jord.
I samme øjeblik vi træder ind i ankomsthallen kommer Jane glad springende i møde med os. Den helt store gensynsscene udspiller sig for øjnene af de ventende passagerer.
Gensyn, genforening, kærlighed.

Allerede i Christchurch kunne jeg mærke, at noget ikke var som sidst.
 I et splitsekund – et kort øjeblik, blev jeg grebet af vemod, en sorgfuld følelse af tab og savn og det var som om, jeg med hjertet registrerede hvilket tab, Jane og Vaughan havde lidt ved Kens død. Et fantastisk menneske havde de og alle andre, som kendte ham, mistet.
Selvudslettende, altopofrende, rummelig, dybsindig, næstekærlig, klog, humoristisk – en stor personlighed var væk. Vi var alle blevet fattigere, følte jeg pludselig helt konkret .
Jeg kiggede op i den fantastiske New Zealandske himmel og tænkte tilbage på det sidste brev fra Janis, hvor hun skrev, at hun og Ken var i fuld gang med at tilplante deres nye have med roser, så de kunne stå i blomst, når Ken skulle dø ” for at være gartner i Guds rosenhave ”.

På besøg på Ken, Vaughans fars grav

Vaughans mor ved en af de nyudsprungne roser


Roserne i haven i Alexandrea stod i fuldt flor, da vi efter søndagens gudstjeneste med Janis i the Salvations Army, spiste frokost på terrassen.

Ikke kun vi følte et tab ved Kens alt for tidlige død. De 250 mennesker som deltog i begravelsescermonien som efter traditionen blev afviklet som en blanding af cermoniel handling og mindesamvær, delte opfattelsen. Det indtryk fik vi, da vi sammen med Jane og Vaughan så videooptagelsen fra begravelsen og hørte Vaughans smukke tale til sin far: ” You will always be my hero ”, sluttede han.

” Some are dead and some are living
In my life I´ve loved them all “

Vejret i New Zealand skifter som vinden blæser – i bogstavelig forstand. Der kan være bidende koldt – 7-9 grader om morgenen, inden middag kan temperaturen nå op på 23 grader. De første morgener stod vi op til et smukt syn med sne på bjergene.

Fredag – vores første hele dag i New Zealand havde vi nok i bare at nyde situationen, slappe af efter rejsen, gøre hverdagsindkøb sammen med Jane, være længe om måltiderne og nyde nærværet af de to unge mennesker i deres land og hjem på deres betingelser.

Lørdag var Vaughan på arbejde og vi tre andre tog en tur til Queenstown. Frokosten blev indtaget i en spændende restaurant i tilknytning til et kendt bungy jumpsted, hvor eventyrlystne turister kaster sig ud i dybet med et elastik om benet.


Forud for frokosten oplevede vi en vinsmagning, som det hører sig til i dette fantastiske vinland. Når man kommer bag om produktionen af de ædle dråber, fyldes man vilkårligt af stor respekt, ja næsten ærefrygt og dette blandet med smag for drikken og ja – vel også lidt ærgerrighed gør, at Johan og jeg ikke, som det sig hør og bør, spytter smagsprøverne ud. Vinen giver en afslappethed i hele kroppen og dermed bedre plads for de store følelser. Når man til daglig lever på 20.000 kms afstand af sin datter, så bliver man meget bevidst om at suge nærværet ud af øjeblikket, når det er muligt.

“There are places I´ll remember.  I know I´ll often stop and think about them “

Senere shoppede vi lidt rundt i Queenstown inden vi tog hjem til en middag, som Vaughan og svigermor stod for.



Denne rejse har i princippet været planlagt i to år. Feriemæssigt, økonomisk og mentalt har vi brug for lang forberedelsestid. Vi forsøger at besøge Jane og Vaughan hvert andet år. I februar bestilte vi rejsen og var allerede for sent ude i forhold til selv at bestemme afrejsedagene.
Da farmor hen over sommeren fik det dårligere og havde gentagne indlæggelser, nævnte vi overfor hinanden vores bekymring, men lod det ligge. Hvad kunne vi gøre, andet end at afvente situationen. Da vi søndag den 19. november kørte til Vivild for at få en aftale med hjemmeplejen om en aflastningsplads til farmor efter nattens næseblod, som havde givet et par ture til og fra Randers med Falck, vidste vi, at et nyt afsnit tog sin begyndelse. Allerede dagen efter mødtes Jens, Ingelise, Ruth, Peter og vi for at drøfte fremtiden og dermed en fast plejehjemsplads. Vi var enige om, at andet ville være uholdbart og uværdigt. Farmor havde brug for pleje og omsorg i en udstrækning, som hjemmeplejen trods velvilje ikke kunne levere.
Ved samme lejlighed drøftede vi vores forestående rejse. Vi følte os i et meget vanskeligt dilemma. Det forekom mig umuligt at ringe til Jane og Vaughan og sige: ” vi kommer ikke alligevel. ”
Samtidig ville det være umuligt at tage af sted, hvis farmor var døende. Ingen af os oplevede dog, at det var det, hun var og opbakningen til vores rejse var bordet rundt stor og konkret.
TAK FOR DET

Livet består af øjeblikke . ” There are places I´ll remember.”  

Søndagen før vi tog af sted besøgte Jonas, Johan og jeg farmor på Bakkely. Vi havde medbragt videoen og så sammen nogle gamle videofilm fra forskellige ferier
Vi så en smuk kvinde et sted i 40èrne, iført en lys bomuldskjole uden ærmer med lægget nederdel og bælte i taljen, tørklæde om håret, solbriller og en taske på armen. Smuk, elegant og tydeligvis genstand for sin mands – kameraførerens – stolthed. Omkring sig havde hun sine fire ensklædte sønner.

Vi talte om ferierne og farmor mindedes og kunne huske mange detaljer.
Senere var der luciaoptog. Farmor kommenterede den ikke helt tonerene sang med et underfundigt: ” de har vist ondt i halsen ”.

Vi talte om, at vi skulle rejse ned til Jane. Farmor sagde, det var godt, vi skulle af sted. Hun sagde, hun savnede Jane, som var så langt væk. Vi lovede at ringe dernede fra og vi lovede at komme og fejre nytår sammen med hende. Hun smilede sit forsigtige smil, da vi gik og jeg husker hendes milde, brune øjne.

 Et blik, et øjeblik, I´ll remember  that life.


Søndag den 10.12. Karen Kamille bliver 2 år og vi har sendt et billede hjem, hvor vi kipper med Dannebrog 

Hele dagen har vi snakket om, at vi vil ringe hjem til farmor. De 12 timers tidsforskel skal indregnes og vi bør tage behørigt hensyn til arbejdsgangen på Bakkely, så vi ringer først efter at Jane og Vaughan er gået i seng.

Beskeden Johan få af personalet på Bakkely læses tydeligt i hans ansigt. Jeg kan se og høre, at det ikke er gode nyheder.
” Jeg ringer fra New Zealand. Må jeg snakke med min mor. ”
” Ikke godt…. Hvad skal det sige. ”
” Terminalfasen…. ”
” må jeg snakke med min bror ”


Vi er ved jordens ende. Afstanden er ikke blot 20.000 km. Den er liv og død. Den er før og efter. Tiden står stille. Hjertet slår hurtigere, et andet slår langsommere. Vi er forbundne, men vi er fraværende. Livet består af øjeblikke. Mange øjeblikke bliver til et langt liv. På et øjeblik er det forbi. Der er vendt op og ned på det hele. Hvorfor er vi her og ikke der. Hvad gør vi nu. Det ene dilemma afløses af det andet. Vi venter på en uundgåelig besked.

Vi sætter os ud i den lune New Zealandske nat. Med dynerne omkring os, sidder vi i stilhed og skuer ud over bjergenes silhuet. Vi har vidst længe, at vi skulle miste farmor. Nu rammes vi af kendsgerningen. Hvorfor skal det være lige nu, hvor vi er allerlængst væk. Vi har været så tæt på hele tiden. Har forsøgt at være der, når farmor havde brug for os.
Frøernes kvækken er det eneste, der bryder stilheden. Alt er mørkt omkring os klokken 3 om natten her i Cromwell. Nej ikke alt. I mellem to bjergtoppe lyser et stykke blå himmel. Der er lys for enden af tunnelen. Ikke alt er mørke. Hold fast i lyset. Fokuser på lyset. Tro på lyset. Vær et lys.

Klokken godt 03.30 ringer telefonen. Vi kender beskeden, før vi får den.

Vi bliver medaktører i et af livets dramaer og i drejebogen er jeg indskrevet til rollen som den praktiske, den organisatoriske, den der holder hovedet koldt og overvinder forhindringerne.
Det fantastiske ved at have været gift i godt 30 år er at man kender hinandens styrker og svagheder og man er i stand til at udfylde den rolle, som kræves i situationen.
Et kvarter efter beder jeg SOS om at arrangere vores hjemrejse, så vi lander i Danmark senest den 20.12.
Den virkelighed Jane og Vaughan vågner til næste morgen er både, at farmor er død og at vi er nødt til at rejse hjem før tiden. Nu ved jeg, hvorfor vi er her og ikke der. Det giver mening at være blandt sit eget kød og blod, når den slags situationer opstår. Vores dilemma er blot, at vi ved at være det ene sted, svigter andre et andet sted.

Sine, Morten og Jonas betaler prisen, men får til gengæld en sidegevinst. De inddrages på kærlig og betrykkende vis af deres onkler og tanter og bliver i vores fravær værdige repræsentanter for the missing link. De oplever øjeblikke, som vil prente sig ind i deres bevidsthed. Their life – there are places they remember.

Dagene efter et dødsfald er præget af aktivitet og samvær. Mange, mange spørgsmål skal afklares og aftaler skal træffes i samhørighed mellem den nærmeste familie. Den proces er god i sorgarbejdet. Man mindes sammen, man græder sammen, man ler sammen, man er sammen.
20.000 km afstand var vi naturligt afskårne fra at være en aktiv del af denne proces. Mail og telefon var uundværlige kommunikationsmidler, men stadig var vi et andet sted og fik dermed en anden udfordring.
Vi havde ikke hænderne fulde af opgaver eller hovedet fuldt af spørgsmål om salmer, blomster etc.
Vi måtte finde vores egen måde at komme videre på. Vi travede en tur til Cromwell, satte os på en fortovscafe og snakkede, mindedes, stillede spørgsmål, overvejede svarene, gik hjem igen, tog bøgerne frem uden at kunne læse, følte sult uden at kunne spise, følte træthed uden at kunne sove.
Jeg lokkede med hjemmebagte pandekager på terrassen.


Mailkorrespondancen var tæt begge veje. Vi sendte og modtog fotos i et forsøg på at forstå hinandens virkelighed. Pudsigt nok havde jeg i mit kamera stadig liggende de billeder af farmor og Lisbeth som blev taget på Lillerupvej i sommer, da Jane var hjemme. Det er det billede, Jane husker  af farmor – ikke værst.



Vores dage sammen med Jane og Vaughan for denne gang var talte og vi måtte økonomisere med tiden.
” There is nothing you can do about it ” Mange New Zealaændere kondolerede os i dagene efter.
De viste oprigtig medfølelse over vores situation, men havde samtidig denne karakteristiske kiwiholdning, som udtryk for at man skal lære at acceptere tingenes tilstand og komme videre herfra. Der er noget sundt i det og jeg tog det til mig som et hint om, at vi ikke måtte lade resten af vores ophold blive en dårligere oplevelse p.g.a. situationen.
Derfor bestræbte vi os på at opleve og være sammen om end endnu mere intens de sidste dage.

Med Jane på arbejde                            


 På cafe i Old Cromwell

Et af mange dejlige måltider   




På tracking uden for Cromwell

På fisketur

Ingen fisk, men dejlig natur


På besøg på Vaughans arbejde

  
Tvunget af omstændighederne fejrer vi juleaften den 17. december. Glædelig jul.




Søndag den 18. december starter den lange rejse hjem. Jane kører os til Christchurch, vi spiser på vores stamrestaurant, vi tager del i en storslået julesang i katedralen i Christchurch, vi overnatter på motel og mandag morgen er tiden kommet til den altid svære afsked.


I ingenmandslandet mellem de to verdner, som tilsammen udgør vores verden, der, hvor vi har sagt farvel til New Zealand og er på vej til Danmark, der, hvor vi tager afsked med det ene hold børn og er på vej til gensyn med det andet, da opstår en splittelse, et tomrum, en følelse af magtesløshed, et savn.” In my life I´ve loved them all ”  En bluesstemning indfinder sig. Det kræver en stund  til fordybelse og refleksion at  kunne rumme smerten ved at skilles.

Vi er ventet i Danmark. Med hjælp fra SOS – og helt klart fra højere magter lykkes det at lande i Tirstrup 19 timer før begravelsen.

” There are places I´ll remember ”  Beatles sangen lyder i hovedtelefonerne. Vi lettede efter en mellemlanding i Sydney for små to timer siden . Flyvetiden til Dubai er små 14 timer. Jeg har taget høretelefonerne på for at aflede tankerne. Pludselig rystes flyet kraftigt og taber højde. Kvinden bag mig skriger, jeg griber fat i sædet foran mig og når at tænke : ”Det vil være synd for vores børn og familien derhjemme.”  Flyet bliver igen roligt.
Dubai lufthavn er selv klokken 6 om morgenen en heksekedel. Vi er sultne og trætte og meget nervøse for ikke at finde den rigtige gate i tide. Der er så meget på spil og vi må bare ikke strande i Dubai, så hellere i Wien. Vi når det hele og føler en næsten euforisk lettelse, da vi efter 40 timers rejse sætter nøglen i døren på Lillerupvej.
Vi nyder samværet med Jonas, Sine, Morten og børnene inden sengetid.
Mødet med familien i timerne inden begravelsen var for mig den mest bevægende den dag. At mærke omsorgen for os og glæden over vores tilstedeværelse ramte mig lige ind i hjertet.
Begravelsen blev en smuk afsked med farmor og det var betydningsfuldt at kunne være sammen om at følge hende til graven.
Mindesamværet blev en god anledning til at møde familie og venner og til at få sat ord og billeder på det liv, vi har taget afsked med.

” Livet består af øjeblikke ”, var Johans overskrift på talen, som tog udgangspunkt i billedcollagen over vores liv med farmor.

There are places I´ll remember
All my life. Though some have changed
Some forever not for better
Some have gone and some remain
All these places have their moments
With lovers and friends I still can recall
Some are dead and some are living
In my life I´ll love them all.
                                            John Lennon / Paul McCartny 1965 “ in My Life “

Lise
December 2006


Et kapitel er afsluttet. Et Allehelgenkapitel er afsluttet i glad erindring om de mange dejlige mennesker, som gennem tiden har krydset min vej og efterladt gode minder.

En sløjfe blev bundet. Forude ligger flere løser ender og venter på at blive samlet. Spændende, hvor næste step fører hen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar